Kære Blis....
Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fantastisk trøstende
ved sådan et stort, varmt dyr, der var ligeglad med, at man havde skammerøjne.
Jeg lagde kinden mod den bløde, efterårs-lodne hals og stod der og græd en
lille smule, mens det mørknede udenfor. ”Hvorfor kan ikke alle være som dig?”
sagde jeg, og tårer trillede ned af mine kinder. ”Du kan se mig i øjnene uden
at føle skam. Du kan forstå hvordan jeg har det. Du er alletiders ven. Men den
dume Cilla skulle jo snyde mig. Hvorfor troede jeg at det var seriøst ment.
Hvorfor fattede jeg dog ikke mistanke? Hvorfor skal jeg dog have de øjne. Hvad
nytter de dog?” Jeg strøg Blis hen over den varme og bløde mule. Så løb jeg hen
til en lille kasse og hentede Blis’ strigle. Mens jeg stod og striglede hende,
kom jeg til at tænke på den pludselige ændrig i Cillas stemme. ”Jeg skal give dig
lus, skal jeg-” havde hun sagt. Så var hun stoppet midt i sætningen og havde
ændret sin mening rigtig meget. Eller måske havde hun haft ideen lige fra
starten af. Pludselig blev hun sukker sød i stemmen og sagde: ”Nej, undskyld.
Måske er det uretfærdigt. Ved du
hvad, Dina, du må gerne være med.” Der var kommet et vantro gisp fra de andre,
som om at det var imod loven at lege med mig. Hvordan skal man dog kunne leve
et så ensomt liv? Ingen kan se en i øjnene og alle pigerne her ville ikke lege
med mig. Min mor og Davin og Melli kan se mig i øjnene. Men de er de eneste, og
hvis man kun kan være sammen med 3 personer er det ikke et retfærdigt liv.
Davin har venner. Melli har venner. Jeg har IKKE venner. Ӂh Blis. Hvad skulle
jeg dog gøre uden dig. Jeg ville ønske at det var ligesom dengang da jeg ikke
havde de dumme skammerøjne. Der kunne jeg gå rundt og se folk i øjnene uden at
de så væk. Der havde jeg enda Sasia som ven. Tænk dig, der havde jeg en ven der
holdt af mig. Men nu er det helt anderledes. Jeg har fået mine skammerøjne og
mig og Sasia er ikke længere venner. Hun holder i hvertfald ikke af mig mere.”
Jeg kunne høre at mor lavede aftensmad. Gryderne klaprede og kniven hakkede mod
skærebrættet. Lugten af nybagt brød steg mig op i næsen. Blæsten susede i
træerne og regnen praslede på taget. Nu var det blevet helt mørkt i stalden,
men jeg havde stadig ikke lyst til at gå ind, til mor, Davin og Melli, for det var
så rart bare at stå sammen med Blis. ”Hvad vil mor mon sige når jeg kommer
ind?”, spurgte jeg Blis. Blis stod bare der og vippede med ørerne og alt hvad
jeg sagde hørte hun. Alt hvad jeg sagde forstod hun, men hun kunne ikke svare
mig. Hvis hun kunne have svaret mig, ville verden ikke være så ensom. Så ville
jeg have en lille hjælper til hvad jeg skulle gøre når jeg var alene eller sur.
Men så ville Blis måske alligevel have skam i livet og så ville jeg ikke kunne
se hende i øjnene som jeg kunne nu. Nej
det var dumt at ønske sig, at Blis ville kunne tale. En knirken rev mig ud af
mine tanker og ind i virkelighedden igen. Et lysskær glimtede i sprækken mellem
skodderne. Døren gik helt op og mor kom ind. ”Dina?”, kaldte hun. ”Hvorfor står
du her i mørket? Hvad er der sket?”
Kh Merit
Ingen kommentarer:
Send en kommentar